Forældreengagement

At tilvælge Sorø Friskole er at indgå som familie i et fællesskab. Det er en vigtig værdi for os, at skolen er vores fælles skole og at vi passer på den og tager ansvar for den sammen. At både børn og forældre tager medejerskab over skolen er med til at øge fællesskabet på skolen og dermed også trivslen blandt eleverne.

Dette gør vi blandt andet ved at forældrene engagerer sig gennem skolebestyrelsen og generalforsamlinger, men også ved i fællesskab at løse praktiske opgaver.

Rengøring

I hverdagen har eleverne tjanser og er med til at tage ansvar for at skolen er ren og pæn og dermed et rart sted at være. Familierne indgår desuden i en turnusordning, hvor man skiftes til at gøre skolen ren i weekenderne.

Arbejdsweekender

Fire gange om året er der arbejdsweekend, hvor vi i fællesskab arbejder med de ting, som skal forbedres og repareres på skolen. Arbejdsdagene er hyggelige sociale begivenheder og dagene afsluttes med hygge.

Arbejdsdagene afholdes på fastlagte datoer, så alle har mulighed for at deltage mindst to gange om året.

Familiernes skole

Sorø Friskole er et stort skolefællesskab for alle familierne og skolen er derfor altid åben for forældrenes deltagelse i hverdagen – måske bliver en forældre lige hængende og hjælper med at gøre et køleskab rent eller måske kan man bidrage med et oplæg om et særligt emne eller en rundvisning på arbejdspladsen.