Undervisning

Fagområder og undervisningsmål

Undervisningen på Sorø Friskole dækker de traditionelle fagområder:

  • Humanistiske fag (dansk, sprog- og kulturfagene)
  • Naturfag (matematik og naturfagene)
  • Praktiske/musiske fag

Efter endt 9. klasse tager eleverne Folkeskolens Afgangsprøver. Se mere under fanen “Lektier, prøver og karakterer”.

Undervisningen på Sorø Friskole følger Undervisningsministeriets Fælles Mål (slutmål, delmål og vejledende læseplaner) for alle grundskolens fag.

Der undervises tværfagligt gennem projektbaserede forløb. I de enkelte projektforløb kan det således godt være et enkelt eller flere specifikke fag, der er i fokus i en længere periode. Hen over skoleåret og det samlede skoleforløb vil fagene dog være repræsenteret i et omfang, der svarer til den traditionelle timefordeling i folkeskolen.

Projektbaseret læring

På Sorø Friskole arbejder vi med “Projektbaseret læring” (PBL), som grundlæggende didaktisk tilgang.
I PBL er fokus på at lære ved at gøre og udføre arbejde, der betyder noget. Her integreres læring med hovedet (akademisk læring), hænderne (skabe, lave, bygge) og hjertet (meningsfuldt arbejde).

Hvert PBL-projekt har nogle væsentlige komponenter:

  • Et engagerende spørgsmål. Der driver læringen i projektet og hjælper med at vække nysgerrighed og mening for børnene.
  • En “launch”. Hvert projekt begynder med en oplevelse eller aktivitet, der engagerer børnene i projektets tema.
  • En forberedelsesfase. I denne fase er der fokus på planlægning og forberedelse. Børnene får værdifuld viden og færdigheder, de skal bruge for at lave deres produkt.
  • Læringsmål og centrale faglige pointer. Akademisk læring som skrivning, læsning, matematik og naturvidenskab er integreret i designet af projektet. Desuden arbejdes der eksplicit med vigtige færdigheder som fx samarbejde, kreativitet, kritisk tænkning og problemløsning.
  • Et produkt. Projekter inkluderer et produkt, som børnene skal skabe.
  • En proces med udkast og feedback. Denne proces fremmer udviklingen af høj kvalitet og skaber en tankegang omkring eksperimentering.
  • En udstilling. Hvert projekt afsluttes med, at børnene præsenterer deres læring for et autentisk publikum.
  • Refleksion. Gennem hele rejsen fører børnene porteføljer, der fanger deres proces og deres læring.
New Logo PBL proces

Projektforløb på Sorø Friskole i skoleåret 2025/26:

  • Projekt 1: “Vores Skole”
  • Projekt 2: “Overlevelsescamp”
  • Projekt 3: “Fra jord til bord”
  • Projekt 4: “Markedsdag”