Forældreengagement
At tilvælge Sorø Friskole er at indgå som familie i et fællesskab. Det er en vigtig værdi for os, at skolen er vores fælles skole og at vi passer på den og tager ansvar for den sammen. At både børn og forældre tager medejerskab over skolen er med til at øge fællesskabet på skolen og dermed også trivslen blandt eleverne.
Dette gør vi blandt andet ved at forældrene engagerer sig gennem skolebestyrelsen og generalforsamlinger, men også ved i fællesskab at løse praktiske opgaver og rengøring.
Rengøring
I hverdagen har eleverne tjanser og er med til at tage ansvar for at skolen er ren og pæn og dermed et rart sted at være. Forældre er inddelt i rengøringsgrupper, som skiftes til at tage ansvar for at skolen bliver gjort ren i weekenderne.
Arbejdsweekender
To gange om året er der arbejdsweekend. Her har et par ansvarshavende forældre forberedt de ting, som skal forbedres og repareres på skolen. Alle børn og forældre dukker op og går i gang med arbejdet. Arbejdsdagene er hyggelige sociale begivenheder og lørdagene afsluttes med hygge og evt. fælles aftensmad.
Arbejdsdagene afholdes på fastlagte datoer, så alle har mulighed for at deltage mindst en gang om året.
Forældreskole
Nogle gange om året holder skolens lærere og pædagoger hele eller halve pædagogiske dage, hvor de sammen planlægger nye undervisningsprojekter, dygtiggør sig på kurser eller arbejder med anden pædagogisk udvikling. På disse dage kaldes et hold forældre ind til at varetage dagens undervisning eller SFO-tid.
Skolen er desuden altid åben for forældrenes deltagelse i hverdagen - måske kan du bidrage med et oplæg om et særligt emne, en rundvisning på din arbejdsplads eller måske er du bare virkelig god til at lave bål eller fortælle historier.