Vi samarbejder om natur, kultur, læring og udeliv med:
Mia hjælper os med at få naturen med ind, ved at donere nogle af sine smukke akveralmalerier. Tak!
https://www.illumia.dk
Åben skole
Sorø Friskole samarbejder med Sorø Kunstmuseum
Sorø Friskole indgår samarbejde med Sorø Kunstmuseum omkring tværfaglig undervisning med udgangspunkt i kunsten. Sorø Kunstmuseum har en aktiv undervisningsafdeling med fokus på dialogbaseret og sansestimulerende undervisning. Her er der plads til at opleve, undre sig og til selv at arbejde kreativt.
Målet er at Eleverne/børnene på Sorø Friskole kommer på Sorø Kunstmuseum igennem hele deres skoletid fra 0.kl-9.kl og dermed opbygger en stor fortrolighed med de forskellige kunstneriske udtryk i såvel den ældre kunst som i den nyeste samtidskunst. Museumsbesøg bliver en naturlig og integreret del af undervisningen på skolen. Eleverne opfordres samtidig til at komme på museet med deres familier, både for at se de skiftende udstillinger og deltage i familieværksteder i weekender og ferier året rundt.
Forløbene på Sorø Kunstmuseum består af praktiske øvelser, fælles billedsamtaler og fortællinger der styrker børnenes sproglige kompetencer og giver plads til refleksion. Igennem mødet med forskellige kunstformer og øvelser aktiveres kroppen og sanserne. Børnene er aktive og de får opbygget deres mod til at udforske og afprøve nye ting i en tryg og inspirerende ramme på kunstmuseet. Forløbene integreres i undervisningen på skolen og dermed udvides børnenes oplevelse og læringsudbyttet før, under og efter besøgene på museet.
Det faste samarbejde med Sorø Kunstmuseum giver mulighed for at klasserne deltager i længere huskunstnerforløb, hvor kunstnere møder eleverne, både på skolen og museet og eleverne sammen med kunstneren producerer kunstværker af høj kvalitet. '
Sorø Friskole samarbejder med Danmarks Naturfredningsforening Sorø
DN Sorø og Sorø Friskole har et fælles mål om at udvikle naturen og biodiversiteten ved at give børn et nærværende og positivt forhold til den natur, de er en del af.
Erfaring og kendskab om naturen giver børn unikke kompetencer og ruster dem til at være livsduelige hele samfundsborgere. Viden om, forståelse for og erfaring med naturens kredsløb åbner børns verden og indbyder til nysgerrighed såvel som omsorg for økosystemet.
Visionen i DNs børnestrategi ønsker, at bringe børn tættere på naturen og bidrage til, at mange flere børn begejstres af naturen og får lyst til at udforske og passe på den.
Af visionen for Sorø Friskole fremgår det, at den er forankret i natur og børns naturdannelse og vil klæde dem på til et nært og bæredygtigt forhold til den natur, de er en del af.
Aftale:
På den baggrund indgår DN Sorø og Sorø Friskole en 2 årig samarbejdsaftale med virkning fra 1. april 2024 eller når Sorø Friskole er i drift. Aftalen kan forlænges og er et generelt ønske om dialog og samarbejde om fælles indsatser. Indtil videre udmøntet i, men ikke begrænset af, nedenstående:
• formidling i børnehøjde af videnspersoner fra DN
• lån af DN grej ved enkeltstående arrangementer
• deltagelse i DNs affaldsindsamlingen (fra Banevej)
• deltagelse (medarrangør) i/af DNs naturens dag arrangement
• årligt dialog og udviklingsmøde