Lektier gives med omtanke
På Sorø Friskole skal det give mening at få lektier med hjem. Lærerne er opmærksomme på, at opgaven passer til barnets evner og at barnet forstår, hvad formålet med lektierne er. Mængden af lektier bør ikke være større, end at de kan følges op af læreren i den efterfølgende undervisning. Lektierne kan også være af praktisk art.
Vores bevæggrund for at tilvælge lektier er, at det er et redskab, der kan være med til at binde bånd mellem skole og hjem. En nøje udvalgt mængde af lektier giver jer forældre mulighed for, at være en del af jeres børns læring og lader jer få indblik i, hvad der foregår i skolen og mulighed for at tage aktivt del heri.
Der vil være løbende dialog med forældrene om brugen og graden af lektier i forhold til, hvad der giver mening i familiens hverdag.
Klædt på til 9. klasses afgangsprøver
På Sorø Friskole har alle elever mulighed for at tage Folkeskolens afgangsprøver efter 9. klasse. Eleverne præsenteres i løbet af deres skolegang for et bredt faglig indhold og opnår færdigheder i at arbejde med selvdefinerede problemstillinger, strukturere egne læreprocesser, samarbejde på tværs af forskelligheder og interesser, fremlægge resultater for andre og give og modtage feedback. Således opbygger eleverne kompetencer, der ruster dem til at gå til afgangsprøver som afslutning på deres skolegang.
I 8. klasse forberedes eleverne på afgangsprøven i praksis/musisk valgfag og i løbet af skoleåret på 9. klassetrin vil eleverne desuden gennem målrettede forløb få mulighed for at lære de forskellige konkrete prøveformer i de øvrige eksamensfag at kende og således er der i 9. klasse eksplicit fokus på at ”lære at gå til eksamen”. I disse forløb vil både skriftlige og mundtlige ”øve-eksamener” indgå, hvor eleverne får erfaringer med konkrete prøveformer og modtager evaluering - herunder får de karakterer for deres konkrete præstationer, men de modtager også konstruktiv og fremadrettet feedback og sparring.
Ved at have et læringsorienteret fokus på målrettet eksamenstræning i 9. klasse muliggøres det, at undervisningen i den øvrige skoletid holdes fri af en karakter-drevet præstationsdimension og i stedet bevarer fokus på elevernes mere interessedrevne læring og engagement i virkelighedsnære, autentiske og meningsfulde projekter og aktiviteter.
Folkeskolens afgangsprøver består i 2024 af: En bunden prøve i praktisk/musisk valgfag i 8. klasse, fem lovbundne prøver i 9. klasse og to udtræksprøver i 9. klasse.
Fokus på elevernes egen læringsproces fremfor karakterer
Sorø Friskole er karakterfri frem til 9. klasse (med undtagen af praktisk/musisk valgfag i 8. klasse).
Karakterer bruges kun i forbindelse med afgangsprøverne i 8. og 9. klasse, samt i de forberedende "øve-eksamener", der ligger op til.
I undervisningen er elevernes læringsproces i fokus og eleverne inddrages i udvælgelse af indhold, planlægningen af undervisningen og egen udviklingsproces. Der bruges derfor andre evalueringsformer end netop karakterer - f.eks. elevens egen portfolio-mappe med dokumentation af projektarbejde, personlige målsætninger og egen oplevet læringsproces.
Lærerne vil løbende holde sig ajour med elevernes faglige udvikling i de grundlæggende fag med det formål at tilrettelægge undervisningen bedst muligt efter elevernes aktuelle niveau, samt at opfange eventuelle behov for særlige indsatser.
Forældrene informeres løbende om lærerens oplevelse af elevens arbejds- og udviklingsproces og der gives en samlet mundtlig eller skriftlig status to gange årligt.