Hele mennesket
Dannelse
Målet er at skabe en skole, hvor børnene bliver klar til at møde verden som hele mennesker med såvel akademiske som følelsesmæssige, sociale, kropslige og kreative færdigheder samt får en solid tro på deres eget værd med i rygsækken.
Sorø Friskoles opdrag er ikke kun at facilitere læring for dit barn, som skal anvendes efter endt skolegang til arbejdsmarkedet eller videre uddannelse. Skolen skal danne til alle aspekter af livet og eleverne skal blive til som:
Menneske som individ (med sund selvfølelse samt evne til selvstændig tanke og handling)
Menneske i relation (med evne til empati og respekt for forskellighed)
Menneske i fællesskab (med evne til at indgå i et demokratisk fællesskab)
Menneske på jorden (med ansvar og omsorg for natur og jordklode)
Menneske med kompetencer (med viden, færdigheder og handleevne)
Trivsel
Vores skolesyn er, at skolen ikke blot uddanner til livet efter skolen. Skolen er derimod, mens dit barn går her, en del af livet netop nu. Endda en stor del af barnets vågne dag.
Vi ser (faglig) udvikling og trivsel som gensidigt understøttende processer. Derfor er Sorø Friskole skabt med udgangspunkt i nyeste skoleforskning og udviklingspsykologiske teorier om hvordan børn trives og udvikler sig. Hos os er det skolen, der skal passe til børnene – ikke omvendt.
Derfor har vi særligt fokus på:
Trygge fællesskaber og støttende relationer.
Sammenhængen mellem krop/sanser og mental balance.
Barndommens værdi - kreativitet, fantasi og leg.